
Har du
nogensinde tænkt over, hvor mange forventninger du har til dig selv og andre?
Det kan være helt små forventninger til meget store.
Faktisk
tænker vi ikke altid over, at det ofte er de forventninger, der ikke bliver
imødekommet der skaber en masse rod i vores følelser og måske ligefrem
konflikter.
Lad os starte
med forventningerne du kan have til dig selv.
Det kan være, at du har sat dig et mål i forhold
til noget du gerne vil nå. Du knokler for at nå det, men af en eller anden
årsag lykkes det desværre ikke. Det kan også være, du har en forventning om, at
du skal opføre dig på en bestemt måde i en given situation, men noget gjorde,
at du opførte dig helt anderledes … Der er mange forskellige eksempler at vælge
imellem, men hvad gør du, når det ikke bliver, som du havde forventet?
Bliver du
irriteret? Popper din indre kritikker op og fortæller dig hvor håbløs og pinlig
du er? Kommer du med undskyldninger? Giver du andre skylden? Bliver du stille?
Hvad med
forventningerne til andre?
De kan være
som ren gift. Og hvad mener jeg med det? Jeg mener, at så længe du har
forventninger til, at andre skal opføre sig på en bestemt måde, har du også en skjult
agenda i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert for dig! Så længe det er
dine forventninger, handler det ikke om de andre, men kun om dig!
Det handler
om, at de skal gøre noget eller opføre sig på en måde der gør, at du får det
bedre med dig.
Ofte er det
jo desværre sådan, at vi ikke sætter ord på vores forventninger, men at vi et
eller andet sted regner med, at vores medmennesker kan læse vores tanker …!
Jeg er
sikker på, at du selv kan komme på situationer, hvor du har haft usagte
forventninger til din partner, dit barn eller en anden, som ikke er blevet
imødekommet, og du er endt med en følelse af irritation, sårethed eller noget
tredje eller måske det ligefrem er endt i en større eller mindre konflikt?
Det kan være,
at du havde en forventning om, at din mand satte en vask over, fordi
vasketøjskurven var ved at eksplodere, da du tog på arbejde. Han havde jo
alligevel en arbejd-hjemme-dag …?
Men da du
kommer hjem, ser du, at han ”intet ”har lavet!
Startskuddet
har lydt og du er i gang!
Måske du
føler, at han er ligeglad og ikke tager ansvar for det der hjemme? Måske du
bliver vred/irriteret/ked af, at det altid er dig, der skal stå med det hele?
Måske du projekterer det over på ham i en tsunami af ord eller måske du bliver
tavs og indelukket?
Mulighederne
er mange, men det hele handler om, at du ikke satte ord på til at starte med.
Og hvad med
ham? Han forstår overhovedet ikke hvad der foregår, for han aner ikke hvad der
sker inde i dit hoved.
”Jamen han
kan jo se at der skal vaskes!”, siger du!
Ja måske,
men det var ikke dét, han tænkte på. Og han vidste ikke, at du havde behov for,
at han havde behov for, at der blev vasket lige netop i dag.
Jeg havde
selv en usagt forventning til min teenagedatter forleden. Hun havde været på
farten det meste af ugen, hvorfor dårlig nok havde set hende. Jeg vidste, at
hun kom hjem om lørdagen, fordi hun skulle op og på arbejde om søndagen. I mit hoved
så jeg frem til en hyggelig lørdag aften sammen med hende, men så modtog jeg en
sms, hvor hun skrev, at hun først var hjemme ved 23 tiden …
Så var jeg i
gang.
Fordi jeg
havde glædet mig til en hyggelig aften med hende, følte jeg mig nu valgt fra. I
mit hoved var hun ligeglad med vores aften sammen – hvilket nærmest betød, at hun
var ligeglad med mig.
Havde jeg
ikke været så bevidst om usagte forventninger, som jeg er, havde mit næste
skridt været at ringe til hende og bedt hende komme hjem, fordi hun i øvrigt var
alt for meget ude og aldrig prioriterede os herhjemme. (Den fede måde at starte
en hyggelig aften på … :/ )
Jeg ringede
dog til hende alligevel – fordi jeg (jeg indrømmer det) var kommet til at svare
på hendes sms med; ”??????”
Og som jeg
skrev i forbindelse med det tidligere eksempel, så anede hun ikke, hvad jeg
mente med alle mine spørgsmålstegn, for vi havde jo ingen aftale – udover den i
mit hoved.
Jeg
undskyldte min sms og forklarede hende, at jeg havde håbet på en hyggeaften,
men at jeg jo heller ikke havde sat ord på min forventning overfor hende, så
jeg kunne ikke tillade mig at dunke hende i hovedet.
Det hjalp
hende med at forstå min reaktion og jeg vil vove at påstå, at jeg kunne høre
hende smile i telefonen. Vi aftalte i øvrigt at hygge søndag aften i stedet.
Jeg synes,
det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvor meget magt vores forventninger
har over os. Nogle gange har vi forventninger til de mærkeligste ting. Det kan
være noget så banalt som en film, som vi tror handler om noget specielt, fordi
vi ubevidst har tolket noget ud fra titlen.
Det kan være
en ferie, der slet ikke blev som forventet, fordi vejret var dårligt …
Det kan være
et besøg hos nogle venner, som pludselig også har inviteret nogle andre venner,
som I slet ikke havde hørt om …
Det kan være
manden slet ikke ser, at du har slået græsset, og du havde forventet, at han
slog hænderne sammen og gav dig en svingtur …
Måske du
havde forventet, at dine forældre havde tilbudt at passe børnebørnene, når nu
du og konen havde 10 års bryllupsdag …
Måske du
havde forventet din mand havde handlet og derfor opdager du slet ikke, at han
har renset afløbet …
Når vi
fokuserer på vores forventninger, bliver vi ofte uopmærksomme på alt det gode
der kommer vores vej.
Måske den
der regnvejrs ferie hjalp jer med at finde ind til hinanden igen, fordi I fik
tid til at tale sammen og kigge hinanden i øjnene.
Måske din
mand eller kone gør en hel masse for at vise dig deres kærlighed, men hvis du
forventer, at de skal gøre det på en bestemt måde, ja så føler du dig muligvis
uelsket?!
Hvis vi slår
os selv i hovedet, fordi vi ikke lever op til egne forventninger, skal vi måske
lige mærke efter hvor de forventninger/krav stammer fra? Er det virkelig vores
egne krav og forventninger eller stammer de fra vores barndom og er en fortsættelse
af mors og fars opdragelse, som vi bare selv har overtaget?
Og når vi
har forventninger til andre, så handler det måske om, at vi skal lære at tage
ansvar for os selv! Vi skal sætte ord på det vi har brug for og ikke forvente,
at andre kan tænke sig til det. Hvilket i virkeligheden er et fuldstændig
urimeligt krav at stille andre!
Så slip
forventningerne – i hvert fald dem hvor du fralægger dig ansvaret for dig selv,
og det der skal til for, at du har det godt.
Lev, vær
åben for det andre og livet giver dig og sæt ord på dine ønsker – det gør det
nemmere at opfylde dem og måske de bliver hørt?!
Tænk på de
gange hvor du ingen forventninger havde og du er blevet positivt overrasket!
Når vi er
åbne og modtagelige ender vi ofte med at smile helt ind i hjertet; ”dét havde
jeg slet ikke forventet!”