Kan I huske filmen?
Pretty woman – en klassisk kærlighedsfilm, som i mange år lå nummer et på min liste over yndlingsfilm.
Så længe der er blevet lavet film, er vi også blevet bombarderet med Hollywoods bud på ægte kærlighed.
Hjerte rimer på smerte – ups and downs rimer ikke, og selvom de findes i kærlighedsfilm, er det sjældent, at de skildrer virkeligheden.
Filmene (som mange sangtekster) handler om ; De(t) onde mod de(t) gode. Ulykkelig kærlighed, som alligevel lykkes, hvis bare man lider nok. Det uopnåelige som bliver opnåeligt, hvis bare man siger det ”rigtige”, på det ”rigtige” tidspunkt, på det ”rigtige” sted. Og til sidst redder han/hun sin udkårne og erklærer sin ubetingede kærlighed for ever and ever. Amen.
The end!
Og så kommer rulleteksterne.

“Happy ever after” er blevet definitionen på ”ægte” kærlighed.
En drømmeillusion.
For hvad sker der efter rulleteksterne?
Lever man så bare lykkeligt til sine dages ende?
Nix! Det er efter rulleteksterne, at det sjove begynder. Det er efter rulleteksterne, at forelskelse kan blive til kærlighed, men det sker ikke af sig selv.

Vi har høje forventninger til kærligheden og mange har en overbevisning om hvordan det skal være og føles allerede inden parforholdet er en realitet. Man bliver slemt skuffet, for det bliver sjældent som forventet.
Når det kommer til stykket, ved vi så overhovedet, hvad det kræver at være i et parforhold, hvor amorinerne ikke konstant flyver gennem luften?
Laver vi ubevidst en ”copi paste” af vores forældres parforhold, fordi de er vores nærmeste rollemodeller? Føler vi alligevel, at der mangler et eller andet, fordi hverken vores forældres eller det parforhold vi selv har fået skruet sammen, er helt ligesom det parforhold, vi drømmer om? Det er i hvert fald ikke som det, vi ser på film!
Selvfølgelig véd vi godt, at film er fiktion, men fordi vi ser det samme set-up igen og igen, så lagrer vi det automatisk et sted.
Vi ender med at tro, at vi bliver lykkelige, ”hvis vi lider længe nok, finder os i lidt mere, rykker vores egne grænser, elsker mere … En dag opdager han/hun vel, hvor vidunderlige vi er? Og når dét sker, bliver alting godt.”
Men er det dét der sker?
Nej. Virkeligheden er en anden!
Når forelskelsen har lagt sig og hverdagen indtræffer, kræver det pludselig en bevidst og aktiv indsats at gøre noget sammen. Det er som om, at når vi først har fundet hinanden og etableret os, så læner vi os tilbage og tror, at det bare kører af sig selv. Mere eller mindre.
Pludselig er der langt imellem de friske blomsterbuketter og forførende smil. Han er ikke nærværende, hun har mistet lysten, børnene fylder og får lus, kalenderen er spækket med møder og aftaler, i køleskabet står en tom mælkekarton, bunken af nystrøgne skjorter er forsvindende lille i forhold til bunken med skjorter, der skal stryges, klokken 21.30 går dampen af ballonen og weekenderne står på hygge med vennerne, for de er vigtige at pleje …!
Og pludselig føles parforholdet som en tom puppe, hvorfra sommerfuglen forlængst er fløjet.
Før vi ser os om, er vi verdensmestre i at holde hamsterhjulet i gang, i at overleve … men vi glemte os…
Vi glemte at pleje vores fælles værdier. Vi glemte at lege, være nysgerrige, at tale sammen.
Vi glemte at kysse, at prioritere hinanden, at udvikle os sammen, at le, græde og elske. Vi glemte alt det der kommer efter rulleteksterne, for vi vidste ikke bedre.

Så står vi dér.
Måske siger vi det ikke højt, men fornemmer at vejen deler sig.
Mange vælger at forsætte af hver sin vej, for de er jo afklaret …
“Vi er jo simpelthen vokset fra hinanden”. Det er i hvert fald dén historie rigtig mange vælger at fortælle, for det er for smertefuldt at erkende, at man ikke vidste, hvad der skulle til for at holde kærligheden i live. Men nedenunder lurer ofte en masse andre følelser af svigt, afmagt, sorg, vrede, frustration, bebrejdelse, selvbebrejdelse og en følelse af ikke at være god nok i mere end én forstand.

Jeg ved, hvordan det er at stå dér med forliste ægteskaber, kærlighed der er smuldret, drømme der er brast, delebørn og samtidig være frustreret over ikke at kunne få det til at fungere …
Bedst som jeg troede, at jeg havde fundet de vise sten gentog historien sig. Uden jeg opdagede det havde vejen delt sig og genkendeligheden sved i øjnene, da det gik op for mig, at jeg var på vej ned af memory Lane.
Jeg blev slået i ansigtet af et virvar af følelser, der hvirvlede op, da jeg desperat trak i nødbremsen.
Der stod vi så – min mand og jeg – og stirrede på hinanden som to fremmede.
Men det blev også starten på vores vildeste rejse sammen. Det blev starten på historien efter rulleteksterne, hvor “bevidsthed” og “ansvar” ikke længere blot er statister, men hovedroller.
Det er så vigtigt at standse op og mærke efter, om vi lever en illusion. Om vi bare overlever?
Hvad er det for et liv vi gerne vil have?

Det var bestemt ikke margeritruten min mand og jeg begav os ud på, efter støvet havde lagt sig, men derimod en svært fremkommelig vej. Vi brugte halvandet år og undervejs var der perioder, hvor vi kæmpede endeløse kampe mod vores indre dæmoner, og aftner hvor vi grædende og udmattet faldt i søvn tæt sammenslynget.

Når vi har modet til at kigge indad, til at erkende vores egne uhensigtsmæssige mønstre, være sårbare og nøgne og tør lade sandheden og tilliden fylde mere end skam og smerte, så sker der noget!
Så sker kærligheden!
Det er ikke den kærlighed, som vi ser på film! Men en kærlighed så langt smukkere end man kan skildre på et hvidt lærred.

Tag hinandens hænder og tag ansvar for jeres kærlighed inden rulleteksterne kører over skærmen!
Er det svært, så søg hjælp!
Hollywood skaber drømme. Vi skaber vores egen virkelighed.