Blog Image

Anja's blog

Hollywood skaber drømme – vi skaber vores egen virkelighed

Parforhold Posted on 22 Oct, 2017 17:51

Kan I huske filmen?
Pretty woman – en klassisk kærlighedsfilm, som i mange år lå nummer et på min liste over yndlingsfilm.
Så længe der er blevet lavet film, er vi også blevet bombarderet med Hollywoods bud på ægte kærlighed.
Hjerte rimer på smerte – ups and downs rimer ikke, og selvom de findes i kærlighedsfilm, er det sjældent, at de skildrer virkeligheden.
Filmene (som mange sangtekster) handler om ; De(t) onde mod de(t) gode. Ulykkelig kærlighed, som alligevel lykkes, hvis bare man lider nok. Det uopnåelige som bliver opnåeligt, hvis bare man siger det ”rigtige”, på det ”rigtige” tidspunkt, på det ”rigtige” sted. Og til sidst redder han/hun sin udkårne og erklærer sin ubetingede kærlighed for ever and ever. Amen.
The end!
Og så kommer rulleteksterne.

“Happy ever after” er blevet definitionen på ”ægte” kærlighed.
En drømmeillusion.
For hvad sker der efter rulleteksterne?
Lever man så bare lykkeligt til sine dages ende?
Nix! Det er efter rulleteksterne, at det sjove begynder. Det er efter rulleteksterne, at forelskelse kan blive til kærlighed, men det sker ikke af sig selv.

Vi har høje forventninger til kærligheden og mange har en overbevisning om hvordan det skal være og føles allerede inden parforholdet er en realitet. Man bliver slemt skuffet, for det bliver sjældent som forventet.
Når det kommer til stykket, ved vi så overhovedet, hvad det kræver at være i et parforhold, hvor amorinerne ikke konstant flyver gennem luften?
Laver vi ubevidst en ”copi paste” af vores forældres parforhold, fordi de er vores nærmeste rollemodeller? Føler vi alligevel, at der mangler et eller andet, fordi hverken vores forældres eller det parforhold vi selv har fået skruet sammen, er helt ligesom det parforhold, vi drømmer om? Det er i hvert fald ikke som det, vi ser på film!
Selvfølgelig véd vi godt, at film er fiktion, men fordi vi ser det samme set-up igen og igen, så lagrer vi det automatisk et sted.
Vi ender med at tro, at vi bliver lykkelige, ”hvis vi lider længe nok, finder os i lidt mere, rykker vores egne grænser, elsker mere … En dag opdager han/hun vel, hvor vidunderlige vi er? Og når dét sker, bliver alting godt.”
Men er det dét der sker?
Nej. Virkeligheden er en anden!
Når forelskelsen har lagt sig og hverdagen indtræffer, kræver det pludselig en bevidst og aktiv indsats at gøre noget sammen. Det er som om, at når vi først har fundet hinanden og etableret os, så læner vi os tilbage og tror, at det bare kører af sig selv. Mere eller mindre.
Pludselig er der langt imellem de friske blomsterbuketter og forførende smil. Han er ikke nærværende, hun har mistet lysten, børnene fylder og får lus, kalenderen er spækket med møder og aftaler, i køleskabet står en tom mælkekarton, bunken af nystrøgne skjorter er forsvindende lille i forhold til bunken med skjorter, der skal stryges, klokken 21.30 går dampen af ballonen og weekenderne står på hygge med vennerne, for de er vigtige at pleje …!
Og pludselig føles parforholdet som en tom puppe, hvorfra sommerfuglen forlængst er fløjet.
Før vi ser os om, er vi verdensmestre i at holde hamsterhjulet i gang, i at overleve … men vi glemte os…
Vi glemte at pleje vores fælles værdier. Vi glemte at lege, være nysgerrige, at tale sammen.
Vi glemte at kysse, at prioritere hinanden, at udvikle os sammen, at le, græde og elske. Vi glemte alt det der kommer efter rulleteksterne, for vi vidste ikke bedre.

Så står vi dér.
Måske siger vi det ikke højt, men fornemmer at vejen deler sig.
Mange vælger at forsætte af hver sin vej, for de er jo afklaret …
“Vi er jo simpelthen vokset fra hinanden”. Det er i hvert fald dén historie rigtig mange vælger at fortælle, for det er for smertefuldt at erkende, at man ikke vidste, hvad der skulle til for at holde kærligheden i live. Men nedenunder lurer ofte en masse andre følelser af svigt, afmagt, sorg, vrede, frustration, bebrejdelse, selvbebrejdelse og en følelse af ikke at være god nok i mere end én forstand.

Jeg ved, hvordan det er at stå dér med forliste ægteskaber, kærlighed der er smuldret, drømme der er brast, delebørn og samtidig være frustreret over ikke at kunne få det til at fungere …
Bedst som jeg troede, at jeg havde fundet de vise sten gentog historien sig. Uden jeg opdagede det havde vejen delt sig og genkendeligheden sved i øjnene, da det gik op for mig, at jeg var på vej ned af memory Lane.
Jeg blev slået i ansigtet af et virvar af følelser, der hvirvlede op, da jeg desperat trak i nødbremsen.
Der stod vi så – min mand og jeg – og stirrede på hinanden som to fremmede.
Men det blev også starten på vores vildeste rejse sammen. Det blev starten på historien efter rulleteksterne, hvor “bevidsthed” og “ansvar” ikke længere blot er statister, men hovedroller.
Det er så vigtigt at standse op og mærke efter, om vi lever en illusion. Om vi bare overlever?
Hvad er det for et liv vi gerne vil have?

Det var bestemt ikke margeritruten min mand og jeg begav os ud på, efter støvet havde lagt sig, men derimod en svært fremkommelig vej. Vi brugte halvandet år og undervejs var der perioder, hvor vi kæmpede endeløse kampe mod vores indre dæmoner, og aftner hvor vi grædende og udmattet faldt i søvn tæt sammenslynget.

Når vi har modet til at kigge indad, til at erkende vores egne uhensigtsmæssige mønstre, være sårbare og nøgne og tør lade sandheden og tilliden fylde mere end skam og smerte, så sker der noget!
Så sker kærligheden!
Det er ikke den kærlighed, som vi ser på film! Men en kærlighed så langt smukkere end man kan skildre på et hvidt lærred.

Tag hinandens hænder og tag ansvar for jeres kærlighed inden rulleteksterne kører over skærmen!
Er det svært, så søg hjælp!
Hollywood skaber drømme. Vi skaber vores egen virkelighed.



Hvad er det med de der skyggesider?

Selvværd Posted on 22 Oct, 2017 17:36

Måske har du hørt om skyggearbejde, men ved ikke helt hvad
det er?

Kort fortalt kan man sige, at når man arbejder med sine
skygger, handler det om at slutte fred med alle de sider af sig selv, som man
ikke vil se eller acceptere, at man rummer.

Skyggerne skabes i barndommen og er egenskaber, som ikke har
været acceptable, der hvor vi er vokset op. Derfor har vi gemt dem væk. Vi har tilpasset
os det der var rigtigt og forkert for vores forældre eller andre
omsorgspersoner. I bund og grund har det hjulpet os med at ”overleve” og derfor
kan det være grænseoverskridende skræmmende at tillade de sider at komme frem.
Men så længe de ligger og rumsterer i vores underbevidsthed, er vi på
overarbejde.

Måske undrer du dig over, hvad der skulle være godt ved at integrere skyggerne og få dem frem i lyset?

Mit personlige svar er frihed. Frihed til at være den du er
med alt hvad det indebærer. Når du accepterer alt det, som du også er (alt det
du ellers forsøger at skjule ved enten at fornægte det eller ved at
overkompensere ved at vise andre mere ”perfekte” sider) bliver du fri.

Når du kan omfavne alt det du ikke må være, alt det du ikke
vil forbindes med, bliver du meget mere rummelig.

Så længe der er sider af os selv, som vi ikke kan rumme, vil
vi tale ned til os selv hver gang de ”forbudte” sider kigger frem. På den måde
kommer de til at styre vores liv ved, at vi gør os selv, men også andre rigtige
og forkerte afhængigt af vores skyggesider. Det er nemlig sådan, at de sider vi
ikke kan acceptere hos os selv, kan vi heller ikke acceptere hos andre. Derfor er
det ofte også sammen med andre, at vi lettest bliver opmærksomme på vores egne skyggesider.

Svag – er en side, som jeg har haft det utrolig stramt med
hos andre (fordi jeg i virkeligheden ikke selv måtte være det) Inden jeg kendte
til skyggearbejde ville jeg havde forsvoret, at jeg ikke indeholdt dén side! No
way. Jeg var stærk! Jeg kunne klare mig selv. Jeg klynkede ikke!

Når jeg oplevede andre som svage og klynkende, blev jeg super
irriteret. Jeg havde lyst til at sige; ”Så tag jer dog sammen! Mand jer op”, og
det var det samme, jeg fortalte mig selv, når jeg følte mig svag eller også overkompenserede
jeg og blev ekstra stærk! Men det var hårdt arbejde. Alt for hårdt arbejde. For
der var aldrig plads til at blive trøstet. Der var ikke plads til at være
sårbar. Der var ikke plads til egenomsorg.
I min verden kunne man enten være
svag og klynkende eller super stærk og overlevelsesagtig. Jeg valgte altid det
sidste og kunne slet ikke få øje på det vidunderlige sted lige midt imellem. Det
kan jeg nu, og det er det bedste sted at være.

Selvfølgelig handler alt det vi ikke bryder os om hos andre ikke
om skyggesider. Vi kan også bare have forskellige værdier og holdninger, men hvis
du oplever, at alt stritter på dig og du bliver irriteret, så vil det være en
god idé at undersøge, hvad det er, du reagerer på.

Når vi integrerer vores skygger bliver vores liv større, vi
bliver mere rummelige og samspillet med os selv og andre bliver meget lettere.

Det er ikke let at arbejde med skygger, for det kan være
virkelig svært at acceptere egenskaber, som man måske nærmest afskyr. Det er en
on-going proces, men den er virkelig spændende.

Jo højere du kan elske dig selv og alt det du er, jo højere kan
du elske andre og det de er.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har lyst til,
at vi skal kigge på dine skyggesider sammen?!